Angst og mod

Angst midt i livet kan føles som et sammenbrud, men åbner også for at gentænke identitet, livsvalg og nye begyndelser.

Hjertebanken. Uro i kroppen. Søvnløse nætter. En insisterende følelse af, at noget er galt. For mange kvinder og mænd i 40’erne og 50’erne er det ikke bare søvnproblemer eller overgangsalderens hedeture, der gør sig bemærkede. Det er angsten. En uro, der kan komme snigende som flyskræk ud af det blå, eller som pludselig panik midt i supermarkedet. Ofte uden forklaring. Men hvor kommer den fra og hvad stiller man op, når sindet begynder at vakle i en livsfase, hvor man ellers troede, man havde styr på det meste?

Hvad er angst egentlig?

Angst er en grundlæggende biologisk mekanisme, der har hjulpet mennesker med at overleve i tusindvis af år. Den aktiverer kroppens alarmberedskab og forbereder os på fare også selv om der ikke nødvendigvis er nogen konkret trussel til stede. Hos nogle bliver denne alarm overaktiv, og angsten kan tage form som alt fra generaliseret uro til panikanfald og social undgåelse.

Angst starter i hjernen, nærmere bestemt i amygdala, som er hjernens følelsesmæssige alarmsystem. Når amygdala opfatter noget som truende, sender den signaler til kroppen om at gå i alarmberedskab. Hjertet banker hurtigere, åndedrættet bliver overfladisk, musklerne spændes, og kroppen gør sig klar til kamp eller flugt. Problemet opstår, når amygdala reagerer på fejlsignaler, altså situationer, der ikke reelt er farlige, men som tolkes sådan. Den del af hjernen, der normalt skal dæmpe reaktionen, frontallappen, har svært ved at komme til orde, når angstsystemet først er aktiveret.

Psykologisk skelnes der mellem flere former for angst:

• Generaliseret angst er en vedvarende bekymring for en lang række ting.
  
• Panikangst kommer pludseligt og voldsomt. Ofte med fysiske symptomer som åndenød og hjertebanken.
  
• Social angst handler om frygten for at dumme sig eller blive vurderet negativt i sociale sammenhænge.
  
• Enkeltfobier som flyskræk eller tandlægeskræk er mere situationsbestemte.

Fælles for dem alle er, at de kan være stærkt hæmmende, og at de ofte bunder i en kombination af biologiske, psykologiske og sociale faktorer.

Hvorfor nu?

Når angst opstår i 40’erne og 50’erne, skyldes det ofte en sammensmeltning af flere ting: hormonelle forandringer, søvnproblemer, øgede krav på jobbet, børn der flytter hjemmefra, ældre forældre der får brug for hjælp og et identitetsskifte, der kan komme snigende. Den rolle, man har defineret sig selv ud fra i årevis, som forælder, leder, partner, problemløser, begynder at skifte eller forsvinde. Det kan skabe eksistentiel usikkerhed.

Derudover spiller kroppen selv en stor rolle. Overgangsalderen er for mange en kropslig brat opvågning. Søvnen bliver lettere, temperaturen svinger, og det autonome nervesystem er mere på overarbejde. Alt sammen noget, der gør kroppen mere sårbar og mere modtagelig for angst.

Kognitiv adfærdsterapi 

En af de mest veldokumenterede og anvendte behandlingsformer mod angst er kognitiv adfærdsterapi (CBT). Grundtanken er, at vores tanker, følelser og handlinger hænger sammen og at man gennem bevidst arbejde med sine tankemønstre og adfærd kan dæmpe angsten betydeligt.

I CBT lærer man blandt andet at:

• Identificere automatiske negative tanker
  
• Undersøge beviserne for og imod disse tanker
  
• Udfordre undgåelsesadfærd, som ofte vedligeholder angsten
  
• Træne eksponering, altså gradvist og kontrolleret at udsætte sig selv for det, man frygter
  

Formålet er ikke at fjerne angst fuldstændig, for det er i bund og grund en sund og menneskelig følelse, men at lære at leve med den uden at lade den styre livet.

Hvad kan man gøre og hvornår skal man søge hjælp?

Når angst begynder at fylde for meget, er det vigtigt at tage den alvorligt. Man skal ikke vente, til man ikke længere kan fungere i hverdagen. Et godt pejlemærke er, hvis angsten begynder at begrænse ens liv. Hvis man undgår situationer, isolerer sig eller mister lysten til ting, man plejer at holde af.

Søg professionel hjælp hvis:

• Du ofte har uro, søvnproblemer eller panikanfald
  
• Du undgår dagligdags aktiviteter på grund af angst
  
• Du oplever, at angsten tager til i intensitet eller frekvens
  

Samtaleterapi, især kognitiv adfærdsterapi, kan gøre en stor forskel. For nogle vil det også være relevant at overveje medicinsk behandling i en periode, typisk i samråd med egen læge eller en psykiater.

I hverdagen kan man selv gøre meget:

• Regelmæssig motion, som løb, svømning eller yoga, har en dokumenteret angstdæmpende effekt
• Begræns koffein og alkohol, som kan trigge angst
• Lær simple åndedrætsteknikker og afspænding, som aktiverer det parasympatiske nervesystem
• Før dagbog over tanker og følelser, så du kan identificere mønstre og triggere
• Dyrk meningsfulde sociale relationer - ensomhed forstærker ofte angst

Det vigtigste budskab er: Du er ikke alene, og du er ikke magtesløs. Angst kan behandles, og du kan lære at håndtere den.

Et identitetsskifte midt i livet

For mange rammer angsten netop på et tidspunkt, hvor identiteten er under ombygning. Hvem er jeg, når børnene flytter hjemmefra? Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere skal yde 110 % på jobbet? Hvem er jeg, når min krop og mit sind ikke reagerer, som det plejer?

Identitetsskiftet kan være skræmmende, men det er også en anledning til at genopfinde sig selv. At stille spørgsmålstegn ved gamle vaner, forventninger og roller, og i stedet åbne op for nye sider af sig selv. Det handler ikke om at blive en anden, men om at få øje på de lag af personligheden, som måske har ligget gemt i årevis under krav, ansvar og rutiner.

Mere tid og flere muligheder

Vi bliver ældre end nogensinde før. At blive 90 eller 100 er ikke længere en undtagelse, det er en realistisk fremtid. Midt i fremskrivningerne om stigende levealder halter fortællingerne om, hvordan vi faktisk skal udfylde de ekstra år. For mens tallene rykker sig, hænger mange forestillinger stadig fast i gamle billeder af, hvad man “kan” og “bør” i takt med alderen.

Det er på tide at gentænke vores livsfaser. At insistere på, at det ikke er for sent at lære noget nyt, starte en ny karriere, forelske sig, lære japansk eller begynde at male. Ikke som en præstationssport, men som en måde at holde sig åben, levende og nysgerrig på.

Det kræver mod at gå imod forventningerne. Men det kræver endnu mere at nøjes. At begynde at skrue ned for sig selv, før det egentlig er nødvendigt. At tro, at det spændende, det udfordrende og det betydningsfulde hører ungdommen til.

For hvorfor skulle vi ikke kaste os ud i nye bekendtskaber, interesser og ideer også i 50’erne, 60’erne og 70’erne? Hvorfor skulle nysgerrighed og ambition have en udløbsdato?

I stedet for at se livet som en lige linje, hvor alt kulminerer i 40’erne og derefter falder i tempo, bør vi se det som en serie af kapitler, vi selv er med til at skrive. Netop derfor giver det mening at bruge midten af livet til at stille nye spørgsmål: Hvad har jeg stadig lyst til? Hvad har jeg ikke prøvet endnu? Hvad ville ske, hvis jeg tog et skridt i en ny retning?

Alder bør ikke begrænse os. Den bør forpligte os til at leve, mere, dybere, friere. Ikke ved at vende tilbage til ungdommens idealer, men ved at definere nye.