Utroskab

Utroskab: Hvorfor gør vi det og hvad kan vi lære af det?

Vi ved godt, at en affære kan knuse et forhold. Den kan rive tæppet væk under to mennesker og efterlade et tomrum, der føles umuligt at fylde. Alligevel har utroskab altid eksisteret. Som en konstant understrøm i ægteskabets historie.

Men hvorfor gør mennesker det? Hvorfor risikere alt også i forhold, der udefra ser lykkelige ud? Er det bare jagten på sex og spænding? Er det længslen efter at føle sig levende igen? Og hvad med dem, der ganske enkelt møder den store kærlighed et andet sted, mens deres eget forhold for længst er kørt fast? Også det er en del af historien om utroskab og måske den mest smertefulde.

Den belgisk-amerikanske psykoterapeut og bestsellerforfatter Esther Perel har brugt årtier på at undersøge netop dette spørgsmål. Hun har arbejdet med utallige par verden over og udfordrer vores forestillinger om, hvad utroskab er og hvad det betyder for moderne kærlighed.

Perel kalder utroskab “et vindue ind til kærlighedens og længslens paradokser”. Hun peger på, at affærer sjældent handler om at ville væk fra sin partner. De handler ofte om at finde hjem til sig selv. Men nogle gange handler det om noget andet: at møde et menneske, som trækker tæppet væk under alt, hvad man troede, man ville.

Hvorfor indleder mennesker affærer?

Vi antager gerne, at utroskab er et tegn på, at noget mangler i forholdet: lidenskab, intimitet, opmærksomhed. Men Perel viser, at det sjældent er så simpelt. Mange, der indleder en affære, beskriver faktisk deres forhold som lykkeligt. De elsker deres partner, de ønsker ikke at forlade familien og alligevel opsøger de noget andet. Hvorfor?

For nogle handler affæren om længslen efter at føle sig levende igen. Om at finde en udgave af sig selv, som hverdagen har dulmet: den frie, spontane, legende side, som engang føltes så naturlig.

Perel skriver: “Når vi vælger en elsker, er det ikke nødvendigvis en anden person, vi søger. Det kan være en anden version af os selv.”

Andre søger et adrenalinkick, et rum hvor de kan træde ud af rollerne som forælder, partner eller den ansvarlige kollega. For nogle bliver affæren en slags nødråb: en måde at mærke længslen på, fordi de har glemt, hvordan man taler om den derhjemme.

Og så er der dem, der ikke leder efter noget, men finder det alligevel. De møder et menneske, som vækker noget så stærkt, at det bliver umuligt at ignorere. I de tilfælde er affæren ikke en flugt fra, men et skridt hen imod. En ny kærlighed, der sætter alt i perspektiv.

Det er sjældent kun kroppen, der søger noget andet. Det er ofte sjælen. Og nogle gange er det hjertet.

At se sig selv gennem nye øjne

Når mennesker fortæller om deres affærer, er det slående, hvor sjældent de taler om selve elskerens kvaliteter. I stedet taler de om, hvordan de følte sig i den andens nærvær. Set. Begæret. Mærket.

Som kvinden, der sagde: “Jeg elsker min mand og mit liv, men i affæren fandt jeg en side af mig selv, jeg havde glemt eksisterede.”

Pludselig er man ikke længere “ham, der skal huske at købe toiletpapir” eller “hende, der styrer logistikkabalen”. Man ser sig selv gennem den andens blik. Som levende, fri, fuld af muligheder. Og dét kan være en rus, der overskriver al fornuft.

Hvordan passer vi på kærligheden?

Hvis utroskab i høj grad handler om længsler, der ikke bliver set eller talt om, hvordan kan vi så beskytte vores forhold uden at kvæle det?

Mange reagerer på frygten for utroskab med kontrol: de undgår venskaber med det modsatte køn, forbyder fortrolige samtaler med andre og holder øje med hinandens telefoner. Men som Perel påpeger, risikerer den slags regler at skabe det stik modsatte af tryghed. Jo mere vi forsøger at binde hinanden til masten, jo mere vokser længslen efter frihed.

I stedet opfordrer hun til en anden tilgang: at skabe et rum, hvor man tør være sårbar. Hvor man kan tale om fantasier og længsler, også dem, der ikke nødvendigvis retter sig mod partneren. Når man får lov at være hele sig selv i relationen, bliver der mindre behov for at søge udenfor.

Kærligheden trives bedst, når der er plads til både tryghed og usikkerhed. Til nærhed og en smule distance. Når vi tør være nysgerrige på hinanden, som var vi stadig lidt fremmede.

Tre veje efter utroskab

Når en affære bliver afsløret, står parret på kanten af en kløft. Nogle vælger at blive sammen, men forbliver fanget i fortiden. Andre går videre uden at tale om det, som om ingenting var hændt. Og så er der dem, der bruger utroskaben som en chance for at bygge noget nyt, noget bedre.

Perel har identificeret tre typiske reaktioner:

• De fastlåste – forholdet stivner. Den utro bærer skyld som en tung byrde, og den svigtede holder smerten tæt ind til kroppen. Ingen af dem tør slippe taget.
• De selvopbyggende – de lægger låg på det skete og går videre. Men det usagte ulmer under overfladen, og forholdet forbliver skrøbeligt.
• Eventyrerne – de bruger bruddet som et wake-up call. De begynder at føre samtaler, de aldrig før har haft: om begær, frihed, længsler og grænser. Ikke for at åbne forholdet, men for at åbne kommunikationen.

Eventyrernes model kræver mod. Mod til at se sin partner som et erotisk væsen med en verden uden for én selv. At erkende, at ens partners seksualitet ikke tilhører én, men er et rum, de vælger at dele.

Hvad kan vi lære af utroskab?

Utroskab siger meget om kærligheden. Ikke kun dit eget forhold, men kærligheden som institution. Det konfronterer os med et paradoks: Vi længes efter tryghed og stabilitet. Og samtidig efter spænding og frihed.

Mange af os klamrer os til ideen om, at det perfekte ægteskab kan beskytte os mod fristelser. Måske er det netop denne idé, der spænder ben for os. Jo mere vi forsøger at lægge låg på længslerne, jo mere vokser de i skyggerne.

Måske er opgaven ikke at forsegle forholdet som en tidskapsel, men at give det luft. At turde erkende, at både vi og vores partner vil møde attraktioner, fantasier og øjeblikke af uro og at det ikke behøver at være en trussel.

Par, der vover at tale åbent om lyst, også når den ikke peger på hinanden, ender ofte med at styrke båndet. Det kræver mod at lytte, men det kræver også mod at dele. Det er eventyrerne, der viser vejen. De begynder at føre samtaler, de aldrig før har haft: ærlige, sårbare, til tider ubehagelige, men fyldt med nysgerrighed. Samtaler, der vækker både det velkendte og det forfriskende nye i relationen.

Når vi anerkender, at vores partner er et selvstændigt sansende og begærende menneske med en indre verden, der aldrig helt kan indhegnes sker der noget forunderligt. Den usikkerhed, der først føles farlig, kan forvandles til en kilde til nærhed og begær.

At elske nogen betyder ikke at eje dem. Det betyder at blive valgt og netop dét valg kan være mere intenst og pirrende, end nogen illusion om total kontrol.