Havbad i December

Når man er havbader hele året, så oplever man årstidernes skiften på en helt særlig måde. Forskellige rekvisitter henholdsvis introduceres og gemmes væk i samspil med kalenderen og temperaturerne.

Personligt har jeg eksempelvis primært badesko på fra slut september til juni, da det køligere vand gør mine fødder mere følsomme overfor sten, muslinger og andre skarpe genstande.  

Så snart vi rammer oktober, så kommer der en termokande med varm kaffe med i tasken også. Hue, en rigtig tyk en i ren uld, den starter jeg med fra november/december. 

Hvis jeg har tid, så sætter jeg mig i bilen med mit strikketøj og sædevarme, når jeg har været ude i vintermånederne. Har man adgang til Sauna, så er det sikkert endnu bedre. 

I januar er det tit så koldt, at jeg også må have luffer på, så jeg kan holde om gelænderet uden at miste modet. Jeg kan derfor endnu ikke svømme reelt i disse temperaturer, men kun dyppe og trække vejret dybt i nærheden af stigen.

Når foråret kommer, ryger mange af disse ting en efter en. Først lufferne, så huen og til sidst den varme kaffe. Som sagt ryger badeskoene til juni, med mindre jeg er på stenet havbund

Men i dag er det koldt, det blæser også en del.

Når jeg går ned ad stigen, stopper jeg ikke op. Det kølige vand får det til at isne i mine fødder og underben. Det er ikke ubehageligt i sig selv, men det er det, hvis resten af kroppen ikke følger med. Kontrasten bliver ligesom for stor, på en måde. 

Så jeg sænker mig ned, tager nogle dybe indåndinger og prøver at trække vejret langsomt. Jeg fortæller mig selv, at jeg skal sænke tempoet, så det ikke bliver hektisk og bremser roen. Lige efter jeg oplever, at det føles lækkert, så bliver det for koldt. Så kravler jeg langsomt op ad stigen og sigter direkte efter kaffen i termokanden. 

Det findes ikke noget bedre, end at mærke huden prikke og summe, når jeg stiger op af det kolde vand. Det føles en lille smule, som når man holder bund kolde fingre ind under varmt vand, bare over hele kroppen. Det fede er, at varmen kommer fra mig og fra kontrasten til den kolde luft, som i sammenligning er varmere end vandet, jeg er steget op af.

Når jeg tager uldtøjet sammen med et par løse bukser og undertøj, så får jeg øjeblikkeligt varmen. Min krop falder til ro i det uldne tøj, ovenpå den kolde omfavnelse. Det er som om uldens overflade, det lodne og strukturerede, fortæller min hud, at nu er det varmt og godt. 

Det er også hér det er handy med luffer, fordi ellers er mine fingre næsten for frosne til at kunne tage tøj på. Det er som om jeg ellers fumler rundt med frosne pølser som fingre. Det er uhandy og forlænger processen med påklædning.

Påklædt sidder jeg nu på bænken i skrædderstilling og drikker kaffe. Luften er kold og mine kinder laver hybenroser, imens jeg drikker kaffen sort. Lige i dét øjeblik, kunne jeg gøre det her hver dag resten af mit liv. Men så er der også et par dage med regnvejr, og så udligner det hele sig. Balance, du ved.