"Jeg sværger til retinol og solcreme”. En farmaceuts hudplejeråd til kvinder 45+

"Jeg sværger til retinol og solcreme”. En farmaceuts hudplejeråd til kvinder 45+

Cecilie Tagel

Huden efter menopausen 

Hvad virker egentlig?

Når kroppen forandrer sig efter menopausen, gør huden det også. Den bliver typisk mere tør, tynd og mindre elastisk og det kan være fristende at kaste sig over alt fra serum til kosttilskud i håbet om at genvinde gløden. Men hvad virker egentlig? Og hvad er bare varm luft og smart markedsføring?

Gaman har talt med Kathrine Åsberg Madsen, 40 år, farmaceut og underviser på Pharmakon i Hillerød. Kathrine har en passion for hudpleje og en faglighed, der hviler tungt på evidens. Hun nørder ingredienser, læser forskningen og afviser alt, der lover mere, end det kan holde. Netop derfor er hun den perfekte guide, når du som kvinde vil forstå, hvordan du bedst plejer din hud efter menopausen, uden at fare vild i skønhedsjunglen.

Hvad sker der med huden efter menopausen?

Først lidt baggrund: Selve overgangsalderen varer kun nogle få år og dækker perioden op til og omkring den sidste menstruation. Men ændringer i huden opstår når østrogenniveauet begynder at falde.

"Østrogen spiller en central rolle i hudens struktur og fugtbalance. Det stimulerer blandt andet produktionen af kollagen og elastin, og hjælper huden med at holde på fugten," forklarer Kathrine. "Når østrogenet falder, bliver huden typisk mere tør, tynd, slap og rynket. Teinten ændrer sig, og man kan miste både glød og spændstighed."

De tre ingredienser, der faktisk gør en forskel

Kathrine er ikke i tvivl om, hvilke tre ingredienser hun ville vælge, hvis hun kun måtte anbefale nogle få:

  1. Retinol (A-vitamin)
    "Retinol er lidt af en gamechanger," siger hun. "Det forbedrer hudens evne til at holde på fugt og øger kollagenproduktionen. Det betyder mere fasthed, færre fine linjer og bedre elasticitet."
  2. C-vitamin
    "C-vitamin hjælper både med at beskytte kollagenet og med at danne det. Det giver også glød og det er jo noget, mange af os savner lidt mere af med alderen," siger Kathrine med et smil.
  3. Hyaluronsyre
    "Den er virkelig god til at tilbageholde fugt i huden. Det giver en mere glat og fyldig overflade og det er ofte præcis det, man føler, man har mistet efter menopausen."

Hun nævner også, at peptider og ceramider kan være relevante for at forbedre hudens fasthed og elasticitet, især for kvinder med tør hud.

Hudpleje skal være realistisk, ikke perfekt

"Det behøver ikke være fancy. Du kan komme rigtig langt med en enkel rutine og det vigtigste er, at du gør det nogenlunde konsekvent," siger Kathrine.

Hendes egen rutine lyder sådan her:

Morgen:

  • Rens huden med et mildt renseprodukt
  • Påfør evt. hyaluronsyre efterfulgt af C-vitamin
  • Brug en dagcreme tilpasset din hudtype og/eller en solcreme med høj SPF.

Aften:

  • Rens huden (gerne dobbelt-rens hvis du har brugt SPF eller makeup).
  • Påfør evt. hyaluronsyre efterfulgt af retinol.
  • Brug en natcreme, der passer til din hudtype.

Et par gange om ugen:

  • Lav en kemisk peeling med AHA, BHA eller PHA, afhængigt af din hudtype og behov.

"Jeg anbefaler ikke mekaniske skrubber med korn. De ridser huden og gør mere skade end gavn, især i ansigtet."

Og husk: "Dup ansigtet tørt, gnid det ikke med håndklædet. Det er små ting, der gør en forskel."

SPF, hænder og hals

"Solcreme med høj SPF, gerne SPF 50, hele året rundt er det bedste, du kan gøre for at forebygge rynker. Mange solcremer i dag indeholder så mange plejende ingredienser, at de sagtens kan erstatte en dagcreme."

"Og så: Glem ikke dine hænder og din hals. Jeg tørrer selv håndfladerne af på håndryggene, så de får lidt af serum og creme med. Hænder og hals afslører alder lynhurtigt, hvis man glemmer dem."

Naturligt er ikke nødvendigvis bedre

"Jeg er ikke tilhænger af naturlige olier og helseprodukter. Det er ikke fordi jeg er imod natur, men der er ikke evidens nok. Mange af de olier, folk bruger, indeholder uforudsigelige stoffer i uvis mængde. De kan sagtens irritere huden. Naturligt er ikke nødvendigvis bedre eller sikrere."

"De førende dermatologer anbefaler dem heller ikke. Jeg går ind for få, gennemtestede ingredienser med dokumenteret effekt."

Kosttilskud: Spis protein og spar penge

"Hvis du spiser sundt og varieret, er der ikke brug for kosttilskud. Det vigtigste er protein. Det er nødvendigt for at danne kollagen," forklarer Kathrine.

"Jeg ser ikke nogen stor gevinst ved fx kollagentilskud. Måske en midlertidig forbedring af hudens fugt, men intet, der varer. Til gengæld virker C-vitamin og retinol påført huden langt bedre og mere langsigtet."

Hun fraråder også ukritisk brug af phytoøstrogener og helseagtige produkter: "Der er simpelthen ikke nok forskning bag. Hvis man har egentlige gener fra overgangsalderen, så tal med lægen. Der findes lægemidler med dokumenteret effekt."

Fælder og no-go’s

"Vi bliver let forført af kendte, der promoverer produkter som ’det eneste, de bruger’. I virkeligheden har de ofte fået hjælp fra både injektioner, laser og kirurgi. Man kan ikke ændre sin hud fra den ene dag til den anden og især ikke rynker."

Hun understreger: "Det handler ikke om mirakler, men om at bevare og beskytte det, vi har. Det kræver tålmodighed og vedholdenhed."

Kathrine advarer også mod overforbrug:
"Mange ingredienser er ikke gode at blande. Nogle produkter er bare penge ud af vinduet. Vælg få, virksomme ingredienser og brug dem korrekt og regelmæssigt."

Hun nævner også stress, rygning, for lidt søvn og solbadning som de helt store syndere, både for hud og helbred.

Kathrines 5 bedste råd

"Hvis jeg skulle give fem hurtige råd, så ville jeg sige:

  1. Køb to serum, ét med C-vitamin og ét med retinol.
  2. Drop kosttilskud. Spis varieret og nok protein.
  3. Invester i en solcreme, du har lyst til at bruge hele året.
  4. Brug ikke penge på dyre renseprodukter. De skal bare være milde og ikke udtørre huden.
  5. Brug en kemisk peeling 1–2 gange om ugen. Det giver glød og gør huden mere modtagelig for de øvrige produkter."

Lige nu er jeg vild med…

“Jeg er for tiden stor fan af koreansk hudpleje. De er milevidt foran os i Vesten, når det gælder virksomme ingredienser og nænsom pleje. De har virkelig blik for, hvordan man kan arbejde med huden i stedet for imod den, og jeg lader mig gerne inspirere.”

Mere ro og mindre tabu

"Jeg ville ønske, at kvinder kunne finde mere ro i det faktum, at vi alle får rynker med tiden. Det er uundgåeligt og helt naturligt. Vi mister østrogen, og det mærker vi i huden.  Men vi kan gøre meget og det kræver ikke 10 produkter. Det kræver vedholdenhed. Mange kvinder ved meget lidt om overgangsalderen og de ændringer, der følger med. Det burde vi tale mere om. Ikke mindst for at mindske følelsen af at være alene."

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.

Cecilie Tagel

Cecilie Tagel er sygeplejerske, cand.soc., klinisk sexolog og under uddannelse til specialist i klinisk sexologisk rådgivning. Med en solid faglighed og mangeårig erfaring formidler hun viden om kvinders sundhed, seksualitet og trivsel i overgangsalderen. Hun brænder for at nedbryde tabuer og skabe trygge rum for samtaler om krop, lyst og livets forandringer.

Mere af Cecilie Tagel