Den levede krop

Hvordan forandrer vores forhold til kroppen sig, når vi træder ind i overgangsalderen?

Den franske filosof Maurice Merleau-Ponty satte engang ord på noget, mange af os først forstår gennem erfaring: Kroppen er ikke noget vi har, den er noget vi er. Han kaldte det den levede krop, le corps vécu. Kroppen er ikke en skal eller et redskab. Den er selve vores eksistens. Det er gennem kroppen, vi sanser, handler, elsker, mærker sorg, fryser, løber, sover, længes. Den er ikke adskilt fra vores bevidsthed. Den er vores adgang til verden. Vores første og mest grundlæggende måde at være til stede i livet på.

Derfor mærkes det så dybt, når kroppen forandrer sig. Det handler ikke kun om spejlbilledet eller fysiske gener. Det handler om identitet. Om relationen til én selv. Når overgangsalderen rammer, er det ikke kun hormoner, der svinger. Det er hele vores måde at være i os selv og i verden på, der forskydes.

 Merleau-Ponty tilbyder også en form for forsoning. For kroppen er ikke statisk. Den er i bevægelse, sansende, tænkende. Den kan lære nyt. Den kan genopdages. Måske netop i det, findes der frihed.

Fra at have til at være en krop

I slutningen af 20’erne skete der noget, der for alvor ændrede mit blik på kroppen. Det fysiske og det psykiske smeltede sammen, da jeg blev mor for første gang. Jeg holdt op med at se kroppen som noget udenpå. Den blev mig. Ikke et projekt, men et sted, et nærvær.

Aldrig før havde jeg mærket kroppen så intenst. Den bar mig gennem timer af smerte, udmattelse og en overvældende følelse af at træde ind i noget uigenkaldeligt nyt. Jeg så den udvide sig, hele, give næring. Jeg opdagede en styrke, der ikke handlede om udholdenhed alene, men om kapaciteten til at skabe liv, og at bære det videre. Perspektivet ændrede sig. Fra at se kroppen udefra, dens former, dens fejl, dens visuelle værdi, til at mærke den indefra. Som noget jeg var i og ikke bare havde.

Strækmærker, blødere former, ny tyngde. I mange år var det en del af fortællingen om mit livs vigtigste transformation. Disse spor blev bærere af en ny stolthed, og de udvidede mit kvindebillede. Det var ikke længere mig mod kroppen. Det var mig med kroppen. En slags tavs allieret, trods alt.

Som med alt andet, tiden står ikke stille. Nu, i 40’erne, mærker jeg endnu et skifte. En ny transformation, som ikke var inviteret, og som i begyndelsen føltes mere som en udskrivning end en udvikling.

Når forandringerne kommer snigende

Det begyndte i det små. Huden på hænderne blev mere tør, lidt mindre spændstig. En smule løshed under hagen. Små folder ved ørerne, jeg ikke havde set komme. Ikke alarmerende, men tydelige nok til at minde mig om, at tiden bevæger sig, og kroppen følger med.

I mit arbejde skriver jeg ofte om peri- og menopause. Jeg interviewer kvinder, der er midt i det, eller som har været igennem det. Kvinder, der står i det med værdighed og vid, som ikke længere måles i skønhed alene, men i livsvisdom og indre autoritet. Kvinder, der bærer deres krop, ikke for at vise den frem, men for at være i den. For mig er de pejlemærker. De har for længst opgivet forestillingen om den uforanderlige krop. De ved, at æstetik uden erfaring er tom. At sanselighed og styrke ikke forsvinder. De skifter bare karakter.

De minder mig om, at det handler om mere end udseende. Det handler om vitalitet. Om at holde fast i det, der vækker os. Om at finde mod til stadig at være åben, nysgerrig og i bevægelse. Ikke på trods af, men på grund af forandringen.

En ny bevægelse

For mit eget vedkommende kom den bevægelse i form af tennis. Det var ikke planlagt. Mere en fysisk længsel. Efter at mærke mig selv gennem bevægelse. Ikke i form af fitnessmål eller præstation, men gennem rytme, kraft, timing. En form for leg. En søgen efter noget uprætentiøst og intuitivt.

Jeg havde ikke rørt en ketcher siden skoletiden. Alligevel mødte kroppen op. Den huskede noget. Ikke teknik, men lysten til at bevæge sig. Den første time gik ikke helt som planlagt. Jeg missede mange bolde. Kroppen protesterede. Midt i klodsetheden var der noget andet: glæde. Jeg svedte, jeg lo, jeg var til stede. Ikke for at kontrollere kroppen, men for at mærke den. Det var som om den sagde: tak, fordi du stadig vil bruge mig. Ikke for at rette mig til. For at samarbejde med mig.

Noget andet var slående: dem, der dukkede op en højhellig fredag aften til begyndertennis, var ikke teenagere eller ambitiøse sportsfolk. Det var kvinder. Kvinder i 40’erne og 50’erne, som ligesom mig, trængte til at udfordre sig selv, prøve nye fællesskaber af og, vigtigst af alt, komme ud af hovedet. Vi endte med at løbe grinende rundt på banen og opføre os som en flok skolepiger. Fredagsdrinken var erstattet af sved og smashede bolde, men det føltes ægte. Og det skal ikke udelukkes, at der gemte sig en kold flaske vin i en af tennistaskerne.

Det blev tydeligt for mig: Det handler ikke om at modarbejde aldringen. Det handler om at finde nye måder at være i kroppen på. At skabe forbindelser mellem det, jeg har været, og det, jeg er på vej til at blive.

At genforhandle relationen til kroppen

I takt med at kroppen forandrer sig, forandrer vores selvforståelse sig også. Mange kvinder fortæller om en overraskende frihed, der opstår, når man ikke længere er fanget i ungdommens blik. Når man ikke længere føler, man skal præstere kropsligt for at være elskelig, attraktiv, gyldig.

Det betyder ikke, at forfængeligheden forsvinder. Den ændrer karakter. Det handler mindre om at opnå noget og mere om at være tro mod sig selv. Om at leve i overensstemmelse med den krop, man har lige nu. En krop, der har båret børn, travle dage, nætter uden søvn, kærlighed, tab, latter og nye begyndelser.

At tage kroppen alvorligt, også når den ikke længere passer ind i idealerne, er en form for modstand. Et lille oprør mod den fortælling, vi er vokset op med. Den, der siger, at kvindekroppen mister værdi med alderen. Det gør den ikke. Den forandrer bare sin værdi.

Inspirationen fra Lise Nørgaard

Når jeg har brug for at minde mig selv om, at det bedste måske ikke er bag mig, men foran eller lige midt i det hele, tænker jeg på Lise Nørgaard, som blev 105 år. Hun er en af mine idoler. Klarsynet, vittig og kompromisløs i sin måde at være kvinde på. Hun fremhævede halvfjerdserne som det årti, hvor hun havde det sjovest. Hvor hun følte sig fri, professionelt stærk og mere sig selv end nogensinde. Det var ikke ungdommen, der definerede hendes livsglæde. Det var erfaringen og modet til at bruge den.

Det er et billede, jeg vender tilbage til. Et billede af, at vi ikke topper én gang, men flere. At kvindelivet ikke skal krølle sammen i takt med, at huden gør det, men nærmere folder sig ud i nye former.

Kroppen som erkendelsesrum

Når Merleau-Ponty taler om kroppen som levede erfaring, er det ikke kun en filosofisk tanke. Det er en direkte kommentar til vores tid. I en kultur, hvor kroppen ofte reduceres til et optimeringsprojekt, hvor vi skal tracke søvn, puls og kalorieindtag, hvor udseende hele tiden vurderes, minder hans filosofi os om noget fundamentalt: At kroppen ikke er noget, vi skal måle og fikse, men noget, vi skal lytte til og være i.

Det er radikalt i en tid, hvor vi næsten har glemt, at kroppen ikke kun er overflade. Den er historie. Den er relation. Den er sansning og sprog. Netop derfor er den værd at tage alvorligt. Ikke fordi den skal se ud på en bestemt måde, men fordi den er vores første og sidste hjem.