Når kærligheden går i overgang

Midt i livet bryder mange forhold sammen. Ikke af manglende kærlighed, men af manglende kontakt.

Når par midt i livet glider fra hinanden, sker det sjældent i dramatisk raseri. Det sker i stilhed. I små misforståelser. I blikke, der ikke længere mødes. I berøringer, der undlades. For mange kvinder falder denne stilhed sammen med begyndelsen på overgangsalderen  eller rettere: perimenopausen, de hormonelle og eksistentielle forskydningers forrum.

Men det er ikke de fysiske symptomer, der fører til brud. Det er de følelsesmæssige bevægelser under overfladen og det, vi ikke får sagt.

Her bliver emotionsfokuseret parterapi (EFT) relevant. For ifølge EFT er det ikke manglen på kommunikation, der skaber afstand i et forhold, det er manglen på følelsesmæssig kontakt. Netop i overgangsalderen, hvor mange kvinder føler sig fremmede i deres egen krop, bliver behovet for følelsesmæssig tryghed afgørende.

Perimenopausen - en følelsesmæssig eksplosion uden sprog

I EFT forstår man konflikter i parforhold som nødråb efter kontakt. Når én part kritiserer, trækker sig eller bliver vred, handler det ofte om frygt: for at være alene, for at blive forladt, for ikke at være elsket. Det gælder også, og måske især, i overgangsalderen.

Kvinder i 40’erne og 50’erne befinder sig i en liminal zone. Identiteten er i opbrud. Kroppen forandrer sig. Børnene flytter hjemmefra. Karrieren når måske sin kulmination. Indeni opstår en stille, men insisterende fornemmelse: Hvem er jeg nu og hvad har jeg brug for?

Den kvinde, der i årevis har båret relationen, følelsesmæssigt og praktisk, mærker måske for første gang, at hun ikke længere kan. Eller vil. Hun længes efter at blive mødt, ikke blot hjulpet. Efter at blive set, ikke blot forstået. Ofte har hun ikke ordene for længslen, kun vreden, trætheden, tilbagetrækningen.

Når hun trækker sig -  og han bliver tavs

EFT beskriver parforhold som et følelsesmæssigt dansetrin: den ene søger kontakt, den anden undviger. Den ene kritiserer, den anden lukker ned. Det er sjældent et spørgsmål om skyld, men om beskyttelse.

Når kvinden i perimenopausen reagerer med irritation, kritik eller tavshed, er det ofte, fordi hun føler sig følelsesmæssigt forladt. Ikke nødvendigvis fysisk, men følelsesmæssigt. Hun er i en overgang, og hun har brug for støtte, men ikke praktiske løsninger. Hun har brug for at blive holdt i noget, der er svært at holde i sig selv.

Manden, eller partneren, bliver ofte forvirret. Hun er blevet en anden, siger han. Hun er altid vred, siger han. Han trækker sig for at undgå konflikter og gør dermed præcis det, hun frygter allermest: forsvinder.
Så begynder dansen. Hun råber. Han tier. Hun opsiger kontrakten. Ikke fordi hun ikke elsker, men fordi hun ikke længere føler sig elsket.

Kærlighedens usynlige system går i overgang

Set med emotionsfokuserede briller er parforhold ikke en kontrakt, men et system af følelsesmæssige signaler og reaktioner. Når den ene ændrer sig, må systemet ændre sig med. Ellers bryder forbindelsen sammen.

Overgangsalderen udgør et emotionelt jordskælv i dette system. Den indre uro som måske tidligere blev dulmet af pligter, børns behov og arbejde trænger nu frem. Mange kvinder oplever en ny bevidsthed om deres følelsesmæssige længsler. Mange tør for første gang i livet spørge: Får jeg det, jeg har brug for eller har jeg bare vænnet mig til for lidt?
Hvis parforholdet ikke har plads til det spørgsmål, går det ofte i stykker. Ikke af had, men af tavshed.

Skilsmisse som en følelsesmæssig overlevelsesstrategi

Når kvinder midt i livet vælger skilsmisse, handler det sjældent om begær efter en anden,  men om begær efter sig selv. Efter følelsesmæssig autenticitet. Efter kontakt. Efter frihed til at mærke og vælge.

Her opstår et paradoks: Hvis den følelsesmæssige kontakt i forholdet var intakt, kunne netop denne overgang blive en ny begyndelse. Men hvis parterne ikke forstår, hvad der er på spil, bliver afstanden for stor.

EFT’s grundtanke er, at selv stærke følelser, vrede, kulde, skuffelse, rummer en skjult sårbarhed. Den kvinde, der siger "jeg orker ikke mere", siger måske i virkeligheden: "Jeg længes så meget efter at føle mig forbundet med dig, at jeg ikke længere kan bære fraværet."

Uden et sprog for den længsel tolkes hendes reaktion som afvisning og forholdet kollapser.

Hvordan kan vi se anderledes på det?

Par går sjældent fra hinanden, fordi de holder op med at elske, men fordi de holder op med at føle sig elsket. Når følelsesmæssig kontakt erstattes af praktisk samarbejde, og sårbarhed viger for selvbeskyttelse, bliver afstanden uundgåelig.

I emotionsfokuseret parterapi (EFT) ses netop den følelsesmæssige responsivitet, evnen til at være tilgængelig, lydhør og engageret, som nøglen til tryg tilknytning i voksne relationer. Når den ene part udtrykker behov eller usikkerhed, og den anden møder det med afvisning, undgåelse eller forsvar, opstår en negativ cyklus. Ikke som personlig svaghed, men som en tillært overlevelsesstrategi.

Mange par når aldrig frem til den bagvedliggende sårbarhed, fordi de sidder fast i mønstre, de ikke selv forstår. Hvis dynamikken kan identificeres og sættes i spil, kan kontakten genoprettes. Det kræver, at begge parter tør se bag hinandens reaktioner og investere aktivt i det følelsesmæssige bånd, også når det er allermest udfordret.

Kærlighed kræver opdatering

Langvarige relationer udvikler sig ikke af sig selv. De kræver vedligeholdelse. Ikke i form af rutiner og logistik, men i form af følelsesmæssig investering. Kærlighed er ikke statisk; den bevæger sig med de mennesker, den lever i. Når én i forholdet forandrer sig, må relationen følge med, hvis den skal overleve.

Her er det afgørende, at par tør engagere sig i hinandens indre verden, at de tør være nysgerrige, lydhøre og udviklingsparate. Ikke som et engangsprojekt, men som en kontinuerlig praksis. Det er ikke nok at ville hinanden én gang for alle; man må ville hinanden igen og igen.

Kærlighed, der holder, er ikke nødvendigvis den, der aldrig vakler, men den, der bliver repareret, når den gør. Det kræver mod. Mod til at se på sig selv. Mod til at møde den anden, som de er nu. Mod til at vælge hinanden, ikke som dem man var, men som dem man er blevet.