Når perfektionismen bliver en skjult angst

Slip glasrensen!

Om perfektionisme, angst og kunsten at give slip

Hun står i entreen med ministøvsugeren på ryggen som en livline og glasrens hængende i bæltet som en pistol, klar til at affyre ved første smørfinger, der nærmer sig spejlet. Hun har styr på det hele, eller prøver i hvert fald. Madplanerne er minutiøst lagt, træningsprogrammet sidder som limet på køleskabets front, og på arbejdet jonglerer hun mails og møder med samme præcision som en cirkusartist på stram line. Hun husker fødselsdage, arrangerer legeaftaler, booker tandlægetider og laver mentale tjeklister, mens hun smiler til naboen og tænker, at hun burde tage sig lidt mere sammen.

Hun er ikke alene. Vi lever i en tid, hvor perfektionismen er blevet en folkesygdom særligt blandt kvinder midt i livet. Det er ikke så mærkeligt. Vi er vokset op i en kultur, der har indprentet os, at vi kan alt, hvis bare vi anstrenger os nok. Vi kan få en spændende karriere, en stærk krop, et harmonisk familieliv og et hjem, der emmer af ro og æstetik. Alt sammen, hvis vi knækker koden, lægger den rette strategi og får lidt bedre styr på vores mindset.

En kultur, der former perfektionismen

Ifølge sociolog Rasmus Willig i bogen Kritikkens U-vending er vi som samfund blevet skolet i at kigge indad, hver gang noget ikke lykkes. Når vi møder modstand, spørger vi ikke længere: “Hvilke strukturer står i vejen?”, men i stedet: “Hvad kan jeg optimere ved mig selv?” Vi coacher, selvudvikler og selvkritiserer os til døde i jagten på det perfekte. For hvis vi stadig ikke føler os lykkelige, er det vel vores egen skyld?

Denne kultur fodrer en indre stemme hos mange kvinder: Du skal præstere på jobbet, se ud som om du elsker at løbe i regnvejr og bage proteinrige snacks, holde børnenes garderobe opdateret og samtidig være en sjov veninde og en nærværende partner. Men hvad sker der, når vi aldrig giver os selv lov til at være uperfekte? Når vi konstant forsøger at kontrollere alt omkring os, fra antallet af skridt på uret til stemningen omkring spisebordet?

Når perfektionismen bliver angst i forklædning

For nogle bliver perfektionismen mere end bare en vane. Den bliver et panser mod en dybere uro, en angst, der ligger som en konstant summen under overfladen. Sebastian Swane, speciallæge i psykiatri og en af Danmarks førende eksperter i angst, beskriver i bogen Uden Angst, hvordan denne mekanisme ofte hænger sammen med schemaer som er de grundlæggende antagelser om os selv og verden, som dannes tidligt i livet.

Hvad er et schema egentlig?

Schema betyder form eller mønster. Det er en slags mentale kort, vi danner allerede som børn for at forstå os selv og verden. De hjælper os med at organisere oplevelser og skabe mening i det, der sker omkring os. Schemaer kan være gode og støttende, som når vi grundlæggende føler os trygge ved andre mennesker. De kan også være mindre hjælpsomme og spænde ben for os igen og igen.

De dårlige schemaer er som gamle alarmer fra fortiden. Når de aktiveres, forvrænger de vores syn på os selv og verden: “Jeg er ikke god nok”, “Folk vil forlade mig”, eller “Alt falder fra hinanden, hvis jeg ikke har styr på det hele.” For at undgå at mærke smerten fra et aktivt schema, udvikler vi ofte strategier, vi overkompenserer, undgår eller overtilpasser os.

Det er her, perfektionismen kan dukke op som en håndteringsstrategi: hvis jeg bare er perfekt, bliver jeg accepteret. Problemet er bare, at schemaet stadig styrer bag kulisserne  og det slider på os.

Schemaer er som mentale kort, der hjælper os med at navigere, men nogle af dem kan spænde ben for os igen og igen. For kvinden med ministøvsugeren kan et aktivt schema lyde sådan: “Jeg skal være perfekt for at være værdifuld.” Når det schema bliver trigget, retter hun ikke kun på børnene, manden og hjemmet, hun retter også konstant på sig selv. Hver gang hun ikke lever op til sine egne standarder, bekræfter det schemaet: “Jeg er ikke god nok.”

Angsten for at fejle driver hende til at stramme skruen yderligere. Hun kontrollerer sin krop med træning, sin mad med kalorietælling og sin familie med overskudsagtig planlægning. Men i forsøget på at undgå kaos, mister hun gradvist frihed, kreativitet og livsglæde.

Uden Angst som et venligt modtræk

I Uden Angst inviterer Sebastian Swane os ind i terapilokalet, hvor han gennem et forløb med journalisten Frederik Dirks Gottlieb viser, hvordan schemaer kan identificeres og bearbejdes. Det er en bog, der ikke skælder ud eller giver endnu flere selvhjælpsråd, men som tilbyder et kærligt blik på de mønstre, vi bærer rundt på.

Kvinden med glasrensen er ikke svag. Hun er formet af en verden, der har fortalt hende, at hendes værdi ligger i alt det, hun gør og præsterer. Men som Swane viser, kan man løsne grebet om disse gamle schemaer. Når man bliver bevidst om dem, kan man begynde at udfordre dem og opdage, at verden ikke falder sammen, selvom smørfingrene bliver siddende på spejlet en dag mere.

Hvorfor overgangsalderen er et vendepunkt

Midt i overgangsalderen bliver mange kvinder mere sårbare overfor bekymringstanker og uro. Det skyldes ikke nødvendigvis gamle schemaer, nogle gange er det rent biologisk. Når østrogen og progesteron falder, påvirker det hjernens kemi og vores evne til at regulere stress. Østrogen spiller en rolle for serotoninniveauet og for det beroligende GABA-system, og når niveauerne svinger, kan hjernen føles mindre modstandsdygtig overfor tankespind og indre alarmberedskab. Det er som om filteret, der plejede at sortere i tankerne, er blevet tyndere.

Hvis du tidligere har haft tendens til angst, eller hvis du kan mærke, at bekymringerne begynder at hæmme dig i hverdagen, er det vigtigt at være opmærksom. Måske genkender du dig selv i perfektionisme-rytteren, hende, der holder styr på alt og alle, men som er ved at drukne bag det polerede overblik.

Her er det værd at spørge: “Handler det om mig eller er det rammerne, der er for trange?” I stedet for at forsøge at coache dig selv til at “blive bedre” kan det være, der er brug for at vende blikket udad. Har du for mange bolde i luften? Er der opgaver på arbejdet eller hjemmefronten, du kan slippe? Måske skal ungerne tage lidt mere ansvar, eller måske er det tid til at sige højt til din partner, at du ikke kan klare det hele alene.

Sig det højt, før du drukner i stilhed. Måske behøver du ikke bære det hele. Måske er det tid til at lægge ministøvsugeren fra dig et øjeblik og finde roen i, at verden godt kan stå selv, også uden dig som projektleder. Og hvis du mærker, at angstsymptomerne bliver ved og begynder at begrænse din livskvalitet, er det en styrke, ikke en svaghed, at række ud og få professionel hjælp.