Sorg, krop og kærlighed – når livet skifter form

Sorg er ikke kun noget, der opstår ved tab. Den viser sig også midt i livet, når kroppen forandres, rollerne skifter, og kærligheden mister sit fodfæste. I samtalen med Mads Vang undersøger vi, hvordan både kvinder og mænd kan møde sorgen i krop og relation og hvordan den kan åbne døren til nærvær, kontakt og en mere ægte kærlighed.

 

Vi har talt med psykoterapeut og institutleder Mads Vang om, hvordan sorgen viser sig i livets overgange,  både hos kvinder og mænd og hvordan den kan blive til en dør ind til nærvær, kontakt og fornyet kærlighed.

 

“Vi sørger ikke kun, når nogen dør,” siger Mads stille.
“Vi sørger også over alt det, vi ikke fik. Over det, der gled ud af hænderne. Over den del af os selv, vi ikke fik levet.”
“Sorgen er en del af livet. Den kommer, når noget forandres. Og livet forandrer sig hele tiden. Det svære er, at vi ikke har lært, hvordan vi skal være i den.”

Når sorgen kalder midt i livet

I Mads’ praksis dukker sorgen ofte op i forbindelse med krise og i overgangsalderen, hos både kvinder og mænd.
For mange kvinder kommer den som en blanding af tristhed, uro og tab af retning.
Kroppen ændrer sig, energien skifter, og rollerne i familien glider. Der er et lag af sorg, som handler om at miste den, man troede, man var.

Han beskriver, hvordan mange kvinder oplever, at de pludselig ikke længere genkender sig selv.
“De har været alt for alle mor, kollega, omsorgsperson og nu kalder kroppen på ro, men også på ægthed. Det er en invitation til at mærke: Hvad er mit liv egentlig mit for?”

For Mads handler overgangsalderen ikke om forfald, men om modning.
“Det er en overgang, ikke en nedgang,” siger han. “Men hvis sorgen ikke får lov til at være der, så bliver det hårdt. Så bliver overgangen mere et sammenbrud end en passage.”

 

Kroppen som sorgens spejl

Hos Mads Vang begynder alt med kroppen.
Kroppen er det sted, hvor sandheden viser sig først. “Den ved, hvad der er i gang, før vi selv gør. Men vi har lært at tænke mere, end vi mærker.”

Han fortæller, hvordan kroppen ofte viser sorg gennem spænding, søvnløshed, uro, tristhed eller en diffus følelse af tomhed.
Det er ikke fordi vi fejler noget. Det er livet, der banker på. Når noget skal forandres, reagerer kroppen, forklarer han. 

I terapien arbejder han ikke kun med ord, men med åndedræt, sansning og bevægelse.
Vi kan ikke tænke os ud af en sorg. Den skal mærkes igennem. Først når kroppen får lov at reagere, når der kommer tårer, varme, kulde, stilhed kan sorgen bevæge sig og blive til noget levende.

 

Sorg som frisættelse

Mads beskriver sorgen som en bevægelse, ikke en tilstand.
“Vi tror, at sorg er noget, vi skal komme over. Men det handler ikke om at komme over. Det handler om at komme igennem.”

Han fortæller, hvordan mennesker, der tør møde sorgen, ofte bliver mere nærværende, mere varme, mere nysgerrige på livet.
“Efter sorgen kommer der en frihed. Det er som om noget bliver skyllet rent indeni. Der bliver plads til nye valg.”

Vi bruger så meget energi på at holde følelser nede. Men når vi slipper kontrollen, kommer energien tilbage. Det er dér, livet begynder igen.

Mandens tavse sorg

Sorgen har dog mange ansigter. Hos mænd viser den sig ofte på en anden måde.
“Mænd sørger også,” siger Mads. “Men de gør det i stilhed.”

Han beskriver, hvordan mange mænd i 40’erne og 50’erne mister retningen.
“Børnene er blevet store, arbejdet føles tomt, og kroppen begynder at sige fra (læs om testosteron og mandens gnist) De står midt i livet og ved ikke, hvor de hører til.”

Mads taler om, hvordan mænd ofte bliver til funktioner.
“De gør det, der skal gøres. De holder sammen på det hele. Men de mærker ikke sig selv. Og når sorgen ikke får plads, dør noget indeni.”

Han læner sig lidt frem:
“Jeg tror ikke, mænd mangler følelser. De mangler sprog. De ved ikke, hvordan de skal udtrykke det, der gør ondt. De er vokset op med, at de skal handle sig ud af ting. Så de bliver tavse.”

“Happy wife, happy life,” siger han med et skævt smil. “Men det er ikke kærlighed.”

Når manden begynder at åbne op uden at blive rettet, men bare lyttet til, sker der noget.
Når en mand endelig tør sige, hvordan han har det, falder der noget på plads. 

Parforholdet som spejl og mulighed

Sorg og kærlighed hænger tæt sammen, siger Mads.
“Vi tror, vi kan adskille det, men kærligheden følger livets bevægelse. Når der sker forandring, skal kærligheden også bevæge sig.”

Han beskriver, hvordan mange par i midtlivet rammer en usynlig mur. “De elsker hinanden, men de har mistet kontakten. De har ikke talt om alt det, der forandrer sig – kroppen, drømmene, lysten, rollerne. Så står de i hver deres stilhed.”

Når sorgen får plads i parforholdet, kan kontakten genopstå.
“Det kræver, at vi tør vise det, vi længes efter, men også det, vi savner. Ikke for at bebrejde, men for at blive set.”

Han anbefaler par at tage konkrete samtaler, ikke kun om praktiske ting, men om det, der bevæger sig under overfladen.
“Lav jeres årshjul. Planlæg pauser, nærvær, tid til sansning. Det er ikke kontrol, det er omsorg. Det er sådan man holder kærligheden levende.”

Når to mennesker tør vise sorgen sammen, bliver kærligheden ikke svagere. Den bliver stærkere. Den bliver sand.

At leve med åbne hænder

“Alt i livet handler om at kunne give slip. Når vi holder fast, bliver vi hårde. Når vi åbner hænderne, kan livet bevæge sig.”

Han fortæller, at sorg ikke er noget, man skal slippe væk fra. Den er en måde at blive levende på.
“Når vi tør sørge, bliver vi mere menneskelige. Vi mærker os selv, og vi mærker hinanden. Og det er jo i virkeligheden det, vi længes efter.”

Han holder en pause og tilføjer:
“Efter sorgen begynder kærligheden at ånde igen. Ikke nødvendigvis som romantik, men som varme, kontakt og liv.”

At leve med åbne hænder er derfor ikke at give op. Det er at tage imod livet, som det er. Med skønhed, tab, forandring og alt det midt imellem.
Og måske, siger Mads, er det netop dér, midt i sorgen og bevægelsen, at livet føles allermest sandt.