Kvinders sundhed

Fra koldt stål til stille symptomer

DR bragte for nylig en artikel om det gynækologiske spekulum. Det stålinstrument, der i mere end 150 år har været standard ved gynækologiske undersøgelser. Artiklen beskriver, hvordan spekula, opfundet i 1845 af den amerikanske læge James Marion Sims, stort set ikke har ændret sig siden. På trods af at mange kvinder oplever redskabet som både ubehageligt og koldt, er det stadig hverdag i klinikker verden over.

Det kan synes som en teknisk detalje, men i virkeligheden fortæller det os noget væsentligt om kvinders sundhed - hvorfor har oplevelsen af ubehag ikke i højere grad drevet innovation? Og hvad siger det om de mønstre, vi stadig ser i dag, ikke mindst i forhold til overgangsalderen?

Kvinder, der aldrig bliver spurgt

I mit daglige arbejde hører jeg ofte kvinder fortælle, at de aldrig er blevet spurgt, om deres symptomer kunne hænge sammen med overgangsalderen, selv efter år med søvnmangel, ledsmerter, depressive træk eller uforklarlig hjernetåge.

Det er bemærkelsesværdigt, fordi det afslører en dobbelt tavshed,  på den ene side kvinder, der selv tøver med at bringe emnet op, og på den anden side sundhedsprofessionelle, der sjældent spørger direkte ind. Her kan historien om spekulum ses som et billede på samme mønster, kvinders oplevelse er ikke sat i centrum.

Tavshed som kulturarv

Når man ser på kvinders sundhed i et historisk perspektiv, går én tendens igen, erfaringer og symptomer nedtones, bagatelliseres eller betragtes som et vilkår. Spekula er ét eksempel. Et andet er overgangsalderen, hvor symptomer ofte håndteres fragmentarisk i stedet for som et samlet billede.

Søvnløshed behandles med sovemedicin uden at se på hormonelle årsager. Nedtrykthed håndteres som depression uden at forbinde det til østrogenfald. Ledsmerter og stivhed tolkes som begyndende gigt og sendes til fysioterapi. Kvindens samlede oplevelse forsvinder i enkeltdiagnoser, og den mulige bagvedliggende forklaring, overgangsalderen, nævnes sjældent.

Hvorfor lægen ikke spørger

At sundhedsprofessionelle ikke altid spørger ind til overgangsalderen, handler sjældent om ligegyldighed. Ofte er det et resultat af flere forhold. For det første er lægekonsultationer under pres af tid, og fokus bliver hurtigt rettet mod det mest akutte symptom frem for helheden. For det andet har mange læger fået begrænset undervisning i overgangsalderen i deres grunduddannelse og føler sig usikre på, hvordan de skal gribe samtalen an.

Dertil kommer, at overgangsalderen kulturelt har været omgærdet af tabu. Lægen kan frygte at stigmatisere patienten ved at koble symptomerne til alder eller hormoner, mens patienten selv kan være tilbageholdende af frygt for at blive afvist eller betragtet som “bare i overgangsalderen”. Det er præcis denne gensidige tøven, der skaber tovejstabuet.

Resultatet er, at millioner af kvinder gennemgår årtier af deres liv med gener, der kunne lindres eller behandles, men som i stedet skjules bag et kulturelt filter af stiltiende accept. Kvinder tier, fordi de oplever, at emnet er privat eller skamfuldt, og sundhedsprofessionelle tier, fordi de mangler tid, viden eller sprog til at tage hul på emnet.

Er der et skifte på vej?

Det interessante ved DR’s artikel er ikke kun historien om et instrument, men det den repræsenterer. At der nu eksperimenteres med nye former for spekula, er måske udtryk for en bredere bevægelse. Et voksende fokus på kvinders oplevelser og et opgør med forestillingen om, at ubehag er et vilkår.

Samme skifte begynder man at ane i forhold til overgangsalderen. Flere stemmer, både forskere, sundhedsprofessionelle og kvinder selv, insisterer på, at symptomerne ikke skal ties ihjel, men behandles som en væsentlig del af kvinders sundhed.

Fra at bide det i sig til at blive hørt

Parallellen er tydelig, både spekulum og overgangsalderen repræsenterer en kultur, hvor kvinder har skullet tilpasse sig, enten ved at acceptere koldt stål i klinikken eller ved at tie symptomerne ihjel i hverdagen.

Hvis vi vil ændre det mønster, kræver det en ny prioritering. Et sundhedsvæsen, hvor kvinders symptomer på overgangsalder bliver taget alvorligt, og hvor spørgsmålene bliver stillet.

Sådan kan du selv tage hul på samtalen

Hvis du som kvinde ønsker at drøfte overgangsalderen med din læge, kan det være en fordel at forberede sig. Her er nogle konkrete skridt:

• Skriv dine symptomer ned. Notér hvornår de opstår, hvor længe de varer, og hvordan de påvirker din hverdag. Det gør det lettere at skabe et samlet billede.

• Sig det direkte. Start samtalen med: “Jeg vil gerne tale med dig om, om mine symptomer kan hænge sammen med overgangsalderen.” Det åbner for dialogen.

• Spørg til muligheder. Bed om at få viden om behandlingsformer, og spørg, om en henvisning til gynækolog eller specialklinik kan være relevant.

• Tag en allieret med. Hvis du synes, det er svært at stå alene med samtalen, kan du tage en partner, ven eller familiemedlem med som støtte.

Ved at insistere på at sætte emnet på dagsordenen kan du være med til at bryde tovejstabuet og gøre det lettere for sundhedsprofessionelle at følge trop.