Overgangsalderen giver kvinder en ny rolle

Hvorfor går kvinder egentlig i overgangsalderen 

Lad os bare sige det, som det er: Det virker en smule unfair. 
Mens mænd kan fortsætte med at blive fædre i en alder, hvor de fleste kvinder har fået læsebriller og faste sengetider, så sætter kvindekroppen resolut punktum for fertiliteten. Bum. Overgangsalder. Game over. 

Men hvorfor egentlig?
Hvorfor går kvinder, som nogle af de eneste pattedyr i verden, i overgangsalderen?
I naturen sker ingenting uden grund. Evolutionen er ikke kendt for at indføre unødvendige mellemregninger. Så hvad er meningen med, at kvinders æggestokke går på pension midt i livet?

Svaret er ikke enkelt. Forskningen famler faktisk stadig med at forklare det. Men der findes tre ret interessante teorier, der tilsammen tegner et billede af overgangsalderen som alt andet end en biologisk blindgyde.

Bedstemor-teorien

Den første forklaring lyder næsten som en god familiesaga.
I stedet for at få flere børn selv, skifter kvinden rolle og bliver den, der sørger for, at børnebørnene overlever.

Antropologer har i årtier peget på, at bedstemødre historisk har haft en nøglerolle i mange kulturer. De har passet børn, hentet mad, holdt hånden over døtre under fødsler og givet viden videre, som sikrede familiens overlevelse.

Det er ikke bare hyggesnak. Et studie af spækhuggere fra University of York viste, at unge hvaler, der mister deres bedstemor, har 4,5 gange større risiko for at dø inden for to år end andre hvaler. Effekten var størst, hvis bedstemoren ikke længere selv var frugtbar. Når ældre hunner slipper for at jonglere med egne babyer, frigøres energi og viden til at styrke hele flokken. Det er ikke et biologisk svigt, men et strategisk omrokering af ressourcer.

Hvis bedstemor-teorien er familiens hjerte, er elefantteorien hjernen.

Hos elefanter er det nemlig de ældste hunner, der leder flokken. Ikke de yngste, ikke de stærkeste, men dem med bedst hukommelse. De ældre matriarker kan huske gamle ruter til vand, skelne ven fra fjende på lang afstand og træffe hurtigere beslutninger i krisesituationer.

Forskning viser, at flokke med ældre ledere simpelthen klarer sig bedre. De overlever tørkeperioder og farer, fordi de har adgang til en slags kollektiv harddisk lagret i de ældste hunners hjerner.

Når en elefanthun ikke længere får unger, bliver hun ikke irrelevant. Tværtimod. Hun bliver en slags kombination af strategisk rådgiver og historiefortæller.

Den sociale teori

Selvom biologien kan forklare en del, så siger overgangsalderen også noget om os som samfund.

I mange kulturer har ældre kvinder haft autoritet og status. De har været kulturbærere, mentorer, beslutningstagere. Men i den vestlige verden, hvor ungdom og reproduktion er tæt koblet til kvindelighed, er overgangsalderen ofte blevet et tabu.

Mænd får lov at ældes som “silver foxes” og “erfarne herrer”, mens kvinder i overgangsalderen risikerer at forsvinde ud af rampelyset. Det siger ikke noget om biologi. Det siger alt om kultur.

Når alder bliver visdom

Der er noget særligt ved kvinder, der har levet længe nok til at kende sig selv. Ikke bare at vide, hvem de er, men at mærke det i kroppen, i erfaringen og i blikket på verden. I mange kulturer blev denne livsfase engang hyldet som kvindens kroning. en tid, hvor livets saft og visdom flyder frit.

I dag kalder den amerikanske psykiater og jungianske analytiker Jean Shinoda Bolen denne fase for crone-alderen. Hun henter ordet fra den gamle mytologi, hvor den store gudinde rummer tre aspekter: pigen, moderen og cronen (månefaserne i kvindens liv). I den sidste fase vender energien sig indad og bliver til indsigt, klarhed og ro.

At tage ordet tilbage

I vores kultur har ordet crone fået et hårdt eftermæle. Det er blevet synonymt med noget udtjent og uattraktivt. Bolens projekt handler om at give det sin værdighed tilbage. Hun beskriver cronen som et menneske, der bærer sin erfaring med stolthed. En kvinde, der ikke længere måles på ungdom eller ydre roller, men på sin evne til at leve sandt.

Der ligger en styrke i den alder, hvor man ikke længere skal bevise noget. Mange kvinder oplever, at overgangen til denne livsfase, ofte omkring menopausen, åbner et nyt rum for kreativitet og mod. Det er som om en gammel kraft vækkes, en vilje til at skabe, sige fra og stå ved sig selv.

Den indre kraft

I jungiansk psykologi kaldes disse indre mønstre for arketyper. Dybe lag af menneskelig erfaring, som ligger i det fælles ubevidste. Crone-arketypen er en af dem. Når en kvinde mærker glæden ved at bruge sin stemme, sin humor eller sin skaberkraft frit, trækker hun på denne energi. Den nærer både hende selv og andre omkring hende.

Det er ikke en fase, hvor livet visner. Tværtimod. Mange beskriver, at livet bliver mere saftigt, fordi det bliver mere ægte. Der er tid til fordybelse, til venskaber, til at vælge sine kampe med omhu. Man kan sige nej uden skyld og ja uden tøven.

Kreativitet og klarhed

Når forpligtelserne til børn, arbejde eller andres forventninger slipper taget, åbner der sig et nyt rum. Nogle vender tilbage til gamle drømme, som har ligget på pause i årtier, fx maleriet, skrivningen, musikken, dansen. Andre finder nye måder at bruge deres erfaring på som mentorer, frivillige, kunstnere, healere.

Cronealderen bliver dermed ikke en afslutning, men et nyt kapitel. Det er her, mange for første gang føler sig helt frie til at udfolde sig.

Et skifte i kulturen

I takt med at store generationer af kvinder bliver ældre, ændres synet på alder. Kvinder i 50’erne, 60’erne og 70’erne er aktive, synlige og levende beviser på, at livskraft ikke forsvinder med årene. Der vokser et fællesskab frem omkring ideen om den saftige crone, et symbol på modenhed som styrke.

Hvor ungdom engang var idealet, begynder erfaring og autenticitet nu at få sin egen glans. Den modne kvinde bliver et pejlemærke, ikke kun for sine jævnaldrende, men også for yngre generationer, der søger forbilleder på et bæredygtigt, helt liv.

Livets kroning

At træde ind i cronealderen er at træde ind i en ny frihed. Det er den tid, hvor visdommen ikke længere skal gemmes væk, men deles. Hvor latteren kommer let, fordi man har set det meste og stadig vælger at tro på livet.

Cronealderen er, som Bolen formulerer det, livets kroning: en fase, hvor man ikke tørrer ud, men modnes til noget mere intenst, mere sandt og mere levende.