Valg og fravalg

Når sundhed bliver et valg og et vilkår

Om at navigere i sundhed, overgangsalder og livets midte

Der er fyldt til sidste stol i auditoriet denne aften på Folkeuniversitetet. Kvinder i alle aldre, nogle med en veninde under armen, andre med deres mand ved siden af, lytter intenst. På scenen står overlæge og gynækolog Ditte Trolle, som med ro og skarphed taler om overgangsalderen. Den fase i kvinders liv, der i generationer har været omgærdet af tavshed, tabuer og myter.

Hun siger det, vi godt ved, men som vi alligevel skal mindes om. Man kommer ikke uden om sundhed.
Søvn, motion, mindre sukker, færre koffeinholdige drikke, et moderat forhold til alkohol  og et ansvar for egen krop, som ikke kan outsources.

Der bliver nikket i salen. Vi vil jo så gerne gøre det rigtige.

97 procent mærker det på egen krop

Ny forskning fra KISO-studiet (Kvinder I Sund Overgang) viser, at hele 97 procent af kvinder oplever symptomer i forbindelse med overgangsalderen. Alvorligheden svinger. Undersøgelsen kaster lys over, hvordan forskellige symptomer udvikler sig gennem overgangsalderens faser.  Det er altså næsten alle, der mærker noget, men ikke på samme måde og ikke på samme tidspunkt. Ikke så underligt, at vi hungrer efter viden, råd og redskaber.

For viden giver kontrol. Eller det tror vi i hvert fald.

Ditte Trolle gennemgår, hvordan hormonbehandling kan være en tryg og effektiv mulighed for mange, og hvordan livsstil spiller en helt afgørende rolle for, hvordan vi kommer igennem perioden. Hendes kollega, professor Bente Klarlund Pedersen, peger på fastens mulige positive effekter - bedre metabolisk sundhed, lavere inflammation og måske endda en mildere overgangsalder.

Det er opløftende. Der er meget, vi kan gøre.

Men mens jeg ser mig omkring i rummet, bliver jeg ramt af en anden tanke.

Når sundhed bliver endnu et projekt

Der sidder så mange smukke, levende kvinder her. Stærke, nysgerrige og samtidig en lille smule søgende. Vi vil forstå, forebygge, optimere.

Jeg fornemmer også et strejf af uro.
For hvor går grænsen mellem at tage ansvar for sin sundhed og at blive fanget i endnu et selvoptimeringsprojekt? Vi kigger rundt på hinanden i salen. Ligner vi hinanden? 

Jeg mærker det også i mig selv.

Når jeg går tidligt i seng som Maude fra Matador kl. 22 for at passe min søvn.
Når jeg faster og siger nej til et glas rødvin med min mand, men mærker en snert af skyld, hvis jeg alligevel gør det.
Når jeg scroller mig igennem artikler om overgangsalder, hormoner, træning, kost og søvn og ender tilbage med fornemmelsen af, at jeg stadig kunne gøre det lidt bedre.

Der er altid noget, jeg kunne optimere, forbedre, stramme op.

Jeg elsker at læse om ny forskning indenfor sundhed og føler også at jeg har lært at navigere og sortere i viden. Jeg elsker at forstå kroppen, hormonernes dans og sundhedens finurlige balance. Men hvad sker der, når al den viden lander i et menneske, der som så mange af os, står i en sårbar periode, midt i stormvejr, midt i livet?

Når viden lander i en sårbar krop

Midt i livet står vi ofte et sted, hvor meget er på spil på én gang:
Børn, der stadig har brug for os eller er på vej ud af huset. Forældre, der bliver ældre. Et arbejdsliv, der kræver.

Og så, oveni, en krop, der begynder at ændre reglerne.

Overgangsalderen er ikke bare biologi. Den prikker til identiteten:
Hvem er jeg, når jeg ikke længere er fertil?
Hvem er jeg, når min krop ikke længere spiller efter de samme hormonelle regler?

Her kan sundhedsviden både være en håndsrækning og en byrde.
På den ene side: Hvor er det fantastisk, at vi ved så meget, og at der findes behandling, livsstilsråd og redskaber.
På den anden side: Hvert eneste råd kan blive til endnu en målestok, vi kan måle os selv op imod og ikke altid finde os selv gode nok.

Valg og vilkår 

Der ligger en smertefuld sandhed i overgangsalderen. Noget er vilkår.

Vi kan ikke spise os uden om, at æggestokkene stopper med at producere østrogen. Vi kan ikke træne os fri af, at kroppen ældes. Vi kan ikke tænke os uden om hedeture, hjernetåge eller nattesved.

Men samtidig kan vi foretage nogle valg.

Vi kan skrue ned for sukkeret, hvis vi har kræfterne.
Vi kan lægge et par gåture ind i ugen, selv når sofaen kalder.
Vi kan sige ja til hjælp, fra hormonbehandling, fra lægen, fra veninderne, i stedet for at bide tænderne sammen alene.

Balancen mellem valg og vilkår er svær. For nogle bliver valg hurtigt til pligt.
Så bliver søvn, kost og motion ikke længere en støtte, men et eksamenspensum, man konstant er bange for at dumpe til.

Tankens kraft 

Midt i gennemgangen af hormoner og præparater taler Ditte Trolle om noget, der bliver hos mig, tankens kraft.

Hun fortæller, at placebo, en neutral pille uden aktiv medicin, hjælper på hedeture hos omkring en tredjedel af kvinderne i studier. Ikke fordi de bilder sig noget ind, men fordi hjernen, forventningen og trygheden påvirker, hvordan kroppen tolker ubehaget.

For mig er det ikke et argument for at droppe behandling, men en invitation til at se sundhed bredere.
Det handler ikke kun om, hvad vi gør, men også om, hvordan vi tænker om det, vi gør.

Vi kan faste af kærlighed til kroppen eller af frygt for sygdom.
Vi kan træne for at føle os stærke eller for at kompensere for noget, vi skammer os over.
Den samme handling kan føles helt forskellig, alt efter hvilken fortælling den er pakket ind i.

Mellem skyld, skam og kærlighed til livet

For mig handler det ikke kun om at leve længe. Det handler om hvordan.

Jeg vil gerne leve sundt. Det er mit valg.
Men jeg vil også bevare den del af mig, der elsker McDonald’s på en motorvejsaften, og et glas rødvin klokken 22 med en veninde. Uden skam. Uden at føle, at jeg svigter mit ansvar.

Der er noget dybt menneskeligt i den kamp.
Mellem kontrol og nydelse.
Mellem frygten for at ældes og længslen efter at leve fuldt ud.

Overgangsalderen minder os om, at kroppen ikke længere er den samme. Måske er det netop her, vi skal finde balancen.
ikke i det perfekte, men i det mulige.

Jeg vil gerne tro, at sundhed ikke kun handler om at forlænge livet, men også om at forstærke det. Med alt, hvad det rummer af grin, søvn, hedeture, kærlighed og chokolade.

Fællesskabet som modgift

Da foredraget er ved at være slut, siger Ditte Trolle noget, der binder det hele sammen for mig. Hun opfordrer os til at dyrke fællesskabet.

At bruge hinanden.
At dele erfaringer.
At grine af de nætter, hvor vi har ligget badet i sved.
At sige højt, når vi skammer os over vores krop, vores madvaner eller vores manglende overskud, så skammen kan opløses i genkendelse.

Hun minder os også om, at hjernen, ligesom kroppen, skal holdes i gang.
Vi bliver ældre, ja, men hjernen har brug for leg, læring og nysgerrighed:

• at lære et nyt sprog

• kaste sig over en ny hobby

• starte til noget, man ikke har prøvet før

• blive ved med at være en del af verden, ikke kun tilskuer

Kroppen har brug for bevægelse. Hjernen har brug for at blive brugt. Begge dele er sundhed.

At genfinde sin egen stemme

Måske handler det i virkeligheden ikke om at navigere perfekt i alle sundhedsbudskaberne, men om at genfinde sin egen stemme midt i dem.

Den stemme, der tør sige:

Jeg vil gerne passe på mig selv.
Jeg vil gerne leve længe, men også godt.
Jeg vil gøre mit bedste, og mit bedste er ikke perfekt.
Og det er nok.