At blive valgt og kunsten at vælge sig selv

Overgangsalderen er mere end hormonelle forandringer. I mødet med terapeut Mads Vang udforsker vi identitet, sorg og modet til at vælge sig selv og hvordan denne overgang kan blive en ny begyndelse, hvor kvinder genfinder retning, frihed og kontakt til deres egen kerne.

 

Vi har været på besøg hos psykoterapeut og institutleder Mads Vang for at høre, hvordan han arbejder og hvorfor han mener, at mange af os lever et liv, vi aldrig selv har valgt.

 

“Jeg møder mange kvinder og mænd, der ikke rigtig har valgt deres eget liv,” siger Mads, da vi sætter os godt til rette i hans klinik.
“De blev valgt. Af en partner, et job, en rolle. Men de har ikke taget aktiv stilling til, hvad de selv vil. Det bliver en form for venlig fangeskab.”

Mads beskriver det som et mønster, der ofte bliver tydeligt, når livet forandrer sig. Når børnene flytter hjemmefra, kroppen ændrer sig, eller relationerne skifter karakter. “Overgangsalderen er ikke bare hormonel, den er eksistentiel. Kroppen siger: Noget er slut. Og det skaber en krise, men også en port.”

Når man mister rollen, mister man retningen

For mange er det først, når rollerne forsvinder, at spørgsmålet melder sig: Hvem er jeg egentlig?
“Vi har ofte bygget identitet på funktion,” forklarer han. “Mor, kollega, omsorgsgiver, hustru. Når de roller smuldrer, står vi tilbage med en tomhed, men også et råstof. Det er der, valget kan ske.”

Han taler med varme om de kvinder, der midt i denne overgang opdager, at de kan vælge igen. “Jeg ser en kraft vågne. Det er sorgfuldt, men også fuld af liv. De opdager, at de ikke længere skal leve for at blive valgt, men kan vælge selv.”

Sorg som forudsætning for frihed

Hos Mads er sorg ikke noget, man “kommer over”. Det er en bevægelse, man skal igennem.
“Der er sorg over ungdommen, over de liv, man ikke fik levet, over at børnene ikke længere har brug for én. Men det er netop gennem sorgen, at friheden opstår. Først når du tør mærke tabet, kan du mærke, hvad du egentlig længes efter.”

Han smiler stille:
“Vi bruger så meget energi på at undgå smerten, at vi bliver trætte. Men når du giver dig lov til at sørge, frigøres energi. Det er dér, livet begynder igen.”

Kroppen ved, før hovedet forstår

Mads taler om kroppen som porten til bevidsthed. Han beskriver, hvordan kroppen kan reagere med spænding, uro, søvnløshed eller tristhed, når noget i livet skal ændres. “Kroppen kalder os hjem. Den vil have os til at lytte.”

I terapien arbejder han ofte med at hjælpe klienten til at mærke ikke forstå. “Det handler om at komme fra gøren til væren. At lade kroppen få ordet. Det kan være gennem åndedræt, bevægelse eller simpel sansning. Når kroppen mærkes, begynder livet at bevæge sig igen.”

Fra at blive valgt til at vælge

At vælge sig selv kræver mod, men ikke dramatik. Det starter i det små.

“Du behøver ikke rive dit liv ned for at vælge dig selv,” siger Mads.
“Men du skal begynde at tage stilling. Hvad vil du bruge din energi på? Hvad gør dig levende? Hvad er du færdig med?”

En port ikke en afgrund

Når Mads taler om overgangsalderen, beskriver han den som en fødsel, ikke et forfald.
“Noget skal dø for, at noget andet kan leve. Det er livets rytme. Det gør ondt, men det er også smukt. Det er en eksistentiel port, hvor du får mulighed for at føde et nyt jeg.”

Han holder en pause.
“Jeg tror, vi alle sammen må lære at dø lidt undervejs. Ikke som undergang, men som bevægelse. Så vi kan leve mere ægte.”

Et liv valgt indefra

Da vi forlader Mads, hænger én sætning fast:

“Når du holder op med at blive valgt og begynder at vælge, fødes et nyt jeg.”

Overgangsalderen bliver i det lys ikke et punktum, men et komma.
Det er et vendepunkt, hvor livet kalder på autenticitet frem for tilpasning, Kalder på valg, der mærkes i kroppen, ikke kun forstås i hovedet.

At vælge sig selv betyder ikke at vende ryggen til andre. Det betyder at stå ved sig selv, så kontakten kan blive sandere.
For først når vi vælger fra et ægte sted, kan vi også elske fra et ægte sted.

Overgangen bliver dermed ikke en nedbrydning, men en begyndelse:
Et liv, hvor vi ikke længere lader os forme udefra, men lever indefra. Med krop, bevidsthed og retning som kompas.